Spyflue

Bekæmpelse af spyfluer

Spyfluer skal bekæmpes uanset, om det er de store blå (Caliphora slægten) eller de lidt mindre grønne (Lucilla-arterne). Spyfluer lægger deres æg i fødevarer, foder og lignende steder, hvor der er stor risiko for, at de spreder smitte. Udover at de ødelægger madvarerne.
Bekæmpelse af spyfluer med UV-lysfælder og insektnet er løsningen i produktions- og lagerlokaler samt i detail og restauration.

Den danske dyreverden rummer mange spyfluearter, som alle normalt lever udendørs. De typer, som oftest lokkes ind i huse i deres søgen efter noget at lægge æg på, er arter af slægten Calliphora (de store blå) og Lucilla-arterne (de lidt mindre, grønt metalskinnende). Spyfluerne er skadedyr, når de lægger deres spy i madvarer og spreder smitte.

Hun-spyfluer lægger normalt deres æg (spy) på døde dyr og lugten af kød og fisk kan tiltrække dem på meget lang afstand. Æggene klækker på ca. 1 døgn og larverne (maddikerne) borer sig straks ind i kødet. Larvelivet tager 6-12 dage, og de fuldvoksne larver vil normalt forlade ådslet, grave sig ned i jorden og forpuppe sig der. Puppestadiet varer 8-12 dage, så klækker de voksne fluer ud af pupperne, maser sig op til jordens overflade og flyver væk.

Spyfluer kan også lægge æg på andre rådnende, organiske stoffer og på ekskrementer. Nogle arter vil i øvrigt lægge æg i sår på levende dyr, hvor larverne lever af det syge væv. Spyfluelarver i et sår kan være fatalt for dyret, hvis de optræder i nærheden af livsvigtige organer, men ofte er det harmløst, og i visse tilfælde kan det endog fremme sårhelingen. Voksne spyfluer kan leve op til en måneds tid. Man kan se dem suge på saftigt kød og på mange andre slags fødevarer, blandt andet på sukker. Da de som omtalt også besøger ådsler og ekskrementer, har de naturligvis muligheder for at overføre smitstof, men i sammenligning med andre smitteveje vil deres rolle som sygdomsspredere under normale omstændigheder være meget begrænset.

Det vil oftest være de fuldvoksne larver på vej fra ådsel til forpupningssted, som gør sig bemærkede indendørs. Som omtalt ville disse larver under naturlige forhold have gravet sig ned i jorden ved siden af ådslet, men når det ikke er muligt kan de vandre langt omkring for at finde et passende sted.
Da de har tendens til at søge væk fra lyset, vil de oftest ende i en sprække ved et panel, under et gulvtæppe eller lignende steder. Det vil normalt vise sig at larverne kommer fra en død fugl, som ligger på loftet eller i en trækkanal eller fra en død mus eller rotte under gulvet.

Muse- eller rottebekæmpelse med gift indendørs vil ofte give spyfluer, men her kan det måske trøste, at man til gengæld bliver sparet for lugtgener af meget mere langvarig og ubehagelig karakter.

Den mest rationelle indgriben vil være at finde og fjerne udklækningsmaterialerne, men det kan ofte være svært. I reglen vil det da også være tilstrækkeligt blot at indsamle og fjerne larver og pupper ved håndkraft, og derved undgå skadedyr i den normalt ret korte tid, invasionen står på. Skulle nogle af larverne være nået i skjul og have forpuppet sig, vil der komme voksne spyfluer frem af pupperne nogle uger senere. De gør ingen skade, med mindre der ligger kød frit fremme.